Forberedelser

Et godt samarbejde mellem isoleringsentreprenøren og øvrige håndværkere bidrager til et effektivt stykke isoleringsarbejde. Der er nogle forhold, der helst skal aftales og være afklaret forud for isoleringsarbejdet.

Således er der flere muligheder for, hvorledes konstruktionerne kan være forberedt til isoleringsarbejdet.

Forberedelse af konstruktionerne - lukkede konstruktioner

Konstruktionsdelene lukkes på alle sider med et materiale, der tåler indblæsning af isoleringsmateriale under tryk.

Her er flere muligheder for materialevalg, men der kan f.eks. anvendes gipsplade, træfiberplade eller stramt opsat dug / kraftig vindpap monteret med klemlister.

Isoleringen indblæses herefter gennem huller, der bores efter behov. Eventuelt undlades lukning af overkant af væg / skråvæg, så indblæsning også kan ske ad denne åbning.

I nogen tilfælde kan isoleringen af tagkonstruktionen foretages udefra.

Det er vigtigt, at isoleringsentreprenøren har mulighed for gennem tegninger eller ved markeringer på konstruktionerne at identificere alle hulrum.

Forberedelse af konstruktionerne - åbne konstruktioner

Konstruktionsdelene forbliver åbne på én side. Vægge eller skråvægge kan forblive åbne på typisk indersiden med henblik på indblæsning af isoleringsmateriale bag en væv / dug (eks. en hørvæv eller en syntetisk fiberdug).

Andre sider forberedes med et materiale, der tåler indblæsning af isoleringsmateriale under tryk.

Loftkonstruktioner forbliver åbne på oversiden, og bjælkelag kan forblive åbne på oversiden. Her udlægges isoleringsmaterialet løst.

Adgangsforhold

Der bør endvidere samarbejdes om at etablere rimelige adgangsforhold til konstruktionerne, så et godt isoleringsresultat samt sikre arbejdsforhold under isoleringsarbejdet opnås.